Kjeldsen og Peitersen havde båden fyldt med grønlandsk proviant på deres jordomrejse
Madspild
– et nyt ord vi fik ind i vores sprog i 2014. Siden er det blevet et hverdagsord.
En russisk kvinde undrede sig over, at vi smed en masse god mad ud.
Det eneste der var galt med gulerødderne, yoghurten, mel og gryn var at de havde overskredet sidste salgsdato. De fejlede egentlig ikke rigtig noget.
Siden da har mange kokke og køkkenfolk både fortalt og vist, hvordan vi kan lave lækker mad ud af madrester, og undgår madspild.
Det har resulteret i bunker af nye kogebøger og madprogrammer.
Der er udviklet apps, så vi sammen kan rede maden fra skraldespanden.
Butikker og restauranter sælge den mad, som de ikke har fået solgt i løbet af dagen til spotpris.
Du skal bare lige selv gå hen til butikken eller restauranten og hente din pose med mad inden lukketid.
Supermarkederne har lavet pladser og kasser med Gule Prisskilte til mad, der er tæt på sidste salgsdato.
Der er god økonomi i at minimere madspild.
Så brug dine madrester.
De kan blive til nye og spændende madretter,
og vupti – lige pludselig har du også sparet lidt på dit husholdningsbudget.
Alt sammen spændende, tillokkende og nyt
– eller er det nu også det?
Er det ikke bare god, gammeldags snusfornuft, som Matadors Laura brugte i sit køkken hos Varnæs?
Den gang skulle god mad heller ikke gå til spilde.
Alt på grisen skulle på en eller anden måde blive til lækker mad.
Fra en klog russisk kvinde til en klog grønlandsk kvinde.
I Aasiaat, en by i Diskobugten, har Dorthe Kjeldsen boet i 30 år sammen med sin mand Jens.
De 2 har sejlet gennem Nordvestpassagen i deres sejlbåd “Killua” ud til de små øer i Stillehavet.
Det var 4. gang, at Jens og Dorthe stak til søs, fordi de synes det er livsbekræftende at sejle ud og opleve verden.
Grunden til at de valgte at lade turen gå gennem Nordvestpassagen, er fordi den tur er sagnomspunden.
Inuitterne brugte den rute for over 100 år siden, da de rejste fra Canada til Grønland.
På den tur er Dorthe blevet den første grønlandske kvinde, som har sejlet igennem Nordvestpassagen.
Derfor blev hun også valgt til Årets Kvinde i Grønland i 2020. Hun blev indstillet til prisen, fordi hun både er sej og beskeden.
Hun er et godt forbillede for kvinder, fordi hun viser, at man kan, hvad man vil.
Jens Kjeldsens barndomsven, filmmanden Erik Peitersen, påmønstrede Kjeldsens båd “Killua” i Aasiaat inden afrejse mod Nordvestpassagen.
Turen var planlagt til at tage ca. 3 måneder.
Det betød, at de skulle have proviant nok med, så de ikke også skulle bekymre sig om maden, hvis de sad fast i isen undervejs.
Vind, strøm og bølger er også noget som sejlere har respekt for. Det kan gøre det umuligt for dem at komme i havn og proviantere.
Grønlandsk proviant
Forud for turen havde Dorthe samlet en masse grønlandsk proviant.
Det bliver den grønlandske mad kaldt.
Det er god solid grønlandsk mad som moskus- og rensdyrkød, sæl og fisk.
Mad som man gennem generationer har spist sig glad og mæt i.
Peitersen fik smagsprøver på provianten, da han kom om bord på Killua, som velkomst.
Bl.a. skulle han smage mattak (hvalhud). Det er en lækker grønlandsk delikatesse – og det smager skønt.
Til Peitersens overraskelse er mattak meget rent i smagen, lidt i stil med østers og sushi.
Kogte sæltarme med sennep
En aften ude på havet serverede Dorthe kogte sæltarme med sennep, som passer sig godt til sælkød.
Peitersen bliver sat til at flette tarmene.
De ser meget mere delikate og indbydende ud, når de er flettede. Ellers ligner det bare en almindelig kogt medisterpølse.
Det var første gang Peitersen fik smagt sæltarme.
Til hans overraskelse kunne han lide smagen. I smagen minder det lidt om hjerte i strimler.
Mæt og tilfreds konstaterede Peitersen, at det er godt at se, at ALT på en sæl bliver brugt.
Altså både kød, spæk og indvolde. Alt kan spises. Ingen madspild her.
Kløerne bliver til spændende smykker og Sælskindet bliver til smukt tøj og skønne sko.
Sådan er det, og sådan har det altid været.
Alt bliver brugt på en sæl.
