Kan jeg tillade mig at gå med sælskindsluffer?
Det spørgsmål fik jeg, da jeg deltog i julemarkedet på byens Industrimuseeum.
På et tidspunkt bemærkede jeg en ung kvinde et stykke væk fra min stand. Hun kiggede nysgerrigt over på mine varer.
Da der ikke var så mange mennesker, kom hun over til mig. Hun smilede og lod hånden kærtegne et par luffer i sælskind med en flot hvid pelskant.
Forsigtigt spurgte hun, “Kan man godt tillade sig at gå i sådan noget?”
– Altså sælskindsluffer.
Hun var født og opvokset i Tyskland, men kærligheden havde fået hende til Danmark, hvor hun nu arbejder og bor sammen med sin kæreste.
Det var første gang, at hun så sælskind.
Mens hun holdt et par bløde, varme sælskindsluffer i hænderne, fik vi en god snak om pels.
Der findes mange stærke holdninger i mod brug af pels, og mange måde at give udtryk for dem på.
Den tyske unge kvinde og jeg blev hurtigt enige om, at ingen af os ønsker at være med til at ødelægge naturen eller pine dyr, bare for at kunne gå i pels.
Vi var også enige om, at ingen af os kan lide at fryse om vinteren. Så finder vi det varme tøj frem. Desværre er det bare ikke altid nok til at holde kulden fra kroppen.
Pels har i generationer været god vinterbeklædning.
Sælskind er et praktisk materiale med mange gode egenskaber:
- skindets bagside er tykt og vindtæt.
- skindets forside er dækket af et lag bløde hår, ofte er hårene hule og luftfyldte. Det gør, at de isolerer godt mod kulden.
- Sne og is kan let fjernes fra det bløde lag hår. Det er kun pelsen (forsiden) som bliver våd i snevejr. Selve skindet (bagsiden) er tør og tæt.
- Når man har skindtøj på har man det varmt, godt og tørt, selv om det er koldt og vådt.
I Grønland er der en lang tradition for at gå i sælskindstøj, fordi skind er et godt og praktisk materiale, når det er koldt.
Egentlig er sælskind bare et biprodukt.
Den egentlige grund til at fange en sæl er, fordi der skal mad på bordet.
Tidligere betød en god fangst overlevelse for både en familie og et lokalsamfund.
Der var en gang hvor en sæl gav en familie:
- mad på bordet (kød og indvolde) i et område, hvor man ikke kan dyrke grøntsager,
- lys (spækket blev brugt til at give lys i tranlamperne i gamle dage),
- smykker (klørene kan blive til de mest fantastiske smykker),
- legetøj og husflid (knoglerne kan bruges til mange sjove ting)
- og tøj (skindet bliver til praktisk og smukt skindtøj og støvler).
- Resterne blev brugt til hundefoder.
I dag er det ikke længere en livsnødvendighed, at fangeren kommer hjem med en sæl.
Men når der kommer sæl hjem bruges hele sælen stadigvæk på forskellige måder.
De grønlandske fangere lærer stadigvæk at bruge naturen med respekt for fremtidige generationer og fanger sæler på en bæredygtig måde.
Derfor har Grønland formelt fået lov af EU til at sælge deres sælskind.
Iflg. Verdensnaturfonden (WWH) kan de grønlandske fangere fange 3 gange så mange sæler, som de gør i øjeblikket, uden at det ville have en negativ påvirkning på bestanden.
Biproduktet “sælskind” bliver renset og solgt videre til Great Greenland.
Gennem en lang proces fremstiller de smukke skind. De bliver til skønne pelssager, som vi kan bruge med god samvittighed.
Derfor:
Brug sælskind med stolthed og god samvittighed.
Husk hele sælen bruges.
Sælskind skaber liv i et lokalsamfund højt mod nord.
Fortæl den gode historie til dem, som af mange forståelige grunde har en skeptisk holding til pels.
Hvorfor ødelægge en kultur, som har vist, at det kan være muligt at bruge skind på en naturlig og bæredygtig måde?
Hvorfor ikke bakke op om den indsats inuitterne gør højt mod nord for at passe på naturen?
På den måde kan vi både gå elegant, varmt og godt klædt på samtidig med, at vi har en god samvittighed.
Den unge tyske kvinde stod lidt og betragtede de bløde sælskindsluffer med et varmt blik.
Så udbrød hun pludseligt:
“Sælskind er jo sympatisk skind!”
– og nu ved du hvad hun ønsker sig til jul……..
