Se den / Læs den og bliv godt underholdt. Du vil ikke fortryde.

Kender du udtrykket:

“Se filmen, læs bogen og køb pladen”?

og er du blevet skuffet, hvis du har lavet om på rækkefølgen?

– altså læst bogen før du har set filmen?

Har du nogensinde tænkt på, hvorfor det er sådan?

Det er fordi:

Når vi læser en god bog, spiller vi samtidig med vores helt egen film for vores indre blik.

Den film er tætpakket med med fine detaljer og stemninger, som vi snuser op, mens vi hænger fast i bogen.

Dygtige filmfolk kan sjældent hamle op med vores egen indre instruktør.

Derfor bliver det ofte en skuffelse at se filmen efter, at man har læst bogen.

Indrømmet:

Sådan har jeg det lidt med Nikolaj Coster-Waldau’s nye film fra Grønland, som har haft præmier i begyndelsen af marts 2022 – på Netflix.

Men:

hvis du endnu ikke har læst den spændende fortælling “Farlig Tomandsfærd” eller “Against the Ice”, som den hedder på engelsk, vil jeg absolut anbefale dig, at se filmen og blive godt underholdt i små 2 timer.

Teaser:

I 1909 stævnede den lille skonnert ”Alabama” ud fra København mod Nordøstgrønland med syv mand ombord.

Den kun 28-årige Ejnar Mikkelsen var ekspeditionsleder.

Missionen var at finde de tre omkomne fra Danmark-ekspeditionen.

Det var desuden Mikkelsens opgave at finde de omkomnes dagbøger og observationsjournaler, som havde afgørende betydning for den danske stat i et geopolitisk perspektiv

– lyder det stadigvæk som en aktuel problemstilling?

I mere end to år var de to mænd i bogstaveligste forstand sneet inde,

fanget på den øde kyst i Nordøstgrønland.

Sult, kulde og isbjørneangreb var en del af hverdagen.

Venskabet holdt på trods af de umulige omstændigheder.

Alt det fortæller Ejnar Mikkelsen dramatisk og gribende, men også humoristisk om i hans bog “Farlig Tomandsfærd”, som nu er blevet til en film.

---

Kamikposten vil vide:

at det faktisk er Dronning Margrethe, som har serveret ideen til filmen for instruktøren Peter Flinth.

Iforb. med en H.C. Andersen filmatisering, som Dronningen lavede kostumerne til, anbefalede hun Peter Flinth at læse bogen “Farlig Tomandsfærd” af Ejner Mikkelsen.

Hun mente, at der nok kunne blive en glimrende film ud af den bog.

Døm selv om du er enig med hende – og mig.

Se filmen, læs bogen, køb pladen, som man siger.

Tro mig, du vil være sikker på mange gode timers underholdning med den bog

– men se filmen først (Her på Netflix)

Dengang Dronning Mary var Kronprinsesse Mary, var hun på besøg i Nuuk for at deltage en stor konference med temaet “Vold i hjemmet – et fælles ansvar” oplevede hun helt uforskyldt at blive skældt ud af nogle meget sure folk.

Konferencen skulle sætte fokus på familier, der er udsat for vold.

Men det er en helt anden og mere alvorlig sag, som jeg ikke vil trætte dig med her.

Nu tilbage til hvorfor Dronningen fik skæld ud –  for det gjorde hun virkelig!

I forbindelse med hendes besøg havde skrædderen og designeren Jesper Høvring syet en ny flot frakke, som hun havde på.

Der blev selvfølgelig taget en masse gode fotos af Mary, mens hun var til konference i Grønland.

På et af dem havde hun en af Jesper Høvrings skønne frakker på. (Du kan se frakken på billedet ovenfor).

Den er lavet delvis af sælskind og delvis af stof. En super fin og meget spændende kombination.

De fotos af den frakke nåede ud til Australien med ildpost.

Langt væk – I Australien – var der nogle, der blev de gnavne som sure gamle mænd.

Derude var der nogle folk fra den australske dyreværnsorganisation PETA, som blev meget forarget over at se Mary i en frakke syet i det flotte mix af sælskind og stof.

Derfor sendte de straks en harmdirrende protest afsted til Amalienborg, hvor de skældte Dronningen Mary ud.

Udelukkende fordi hun havde valgt at tage en varm frakke på, mens hun var på job i Grønland.

Jeg kan ikke lade være med at undrer mig over deres reaktion,

måske har du det på samme måde?

Frakken er jo bare inspireret af Grønland og de materialer, som findes i naturen deroppe.

Den grønlandske sensommer kan være kølig, tro mig.

Derfor gælder det om at klæde sig varmt på og gerne med god stil.

Umiddelbart tænker jeg, at det burde enhver kvinde i hele verden kunne sætte sig ind i.

Da jeg læste nyheden om de sure australiere var min første tanke, at den gode historie om grønlandsk sælskind ikke er forklaret tydelig nok for dem.

Det må være derfor, at de er så gnavne over, at Mary tog en behagelig og varm sælskindsfrakke på.

Den stakkels kvinde har jo ikke gjort noget ulovligt!

Hun tog til en konference, hvor emnet var hvordan man kunne få mere medmenneskelighed ind i familierne og dermed også sikre en bedre opvækst for børnene.

Derudover valgte hun at klæde sig varmt på i en flot frakke.

Helt ærlig –  hvem vil ikke se godt ud og samtidig have det varmt og behageligt???

Kender du nogen som hellere ved gå rundt og fryse og se kedelige ud i mens??

Jeg gør altså ikke,

og der er ikke engang grund til at blive forarget – heller ikke selv om ens gode hjerte banker for dyr

Forskere og embedsmænd i EU har mange gange slået fast, at man ikke gør nogen skade på naturen ved at vælge at gå med sælskind.

 Ofte fortæller de os, at:

• Sæler er ikke en truet dyreart.
• Sælfangsten foregår på en bæredygtig måde.
• De grønlandske fangere er lige så ivrige i efter at beskytte sælerne som alle verdens dyreorganisationer.

Fangerne ved nemlig godt at der skal være sæler ( læs: mad og skind) til næste generation.

Det er en ordenligt indstilling både til natur og næste generation.

Jeg er overbevist om, at Dronning Mary har samme holding, ellers ville hun ikke gå i sælskind.

Derfor fortjener hun ikke at få skæld ud over den frakke,

som hun valgte at tage på under sit besøg i Nuuk.

Tværtimod! Hun fortjener ros,

og det har det grønlandske folk så givet Mary nu

Hun er nemlig blevet tildelt fortjenestemedaljen Nersornaat i guld og et diplom, som er den fineste anerkendelse man kan få i Grønland.

Den gives til en person, som yder en særlig indsats for Grønland og det grønlandske folk.

Den nyhed kan man jo håbe på også er nået til Australien med ildpost.

Madspild

– et nyt ord vi fik ind i vores sprog i 2014. Siden er det blevet et hverdagsord.

En russisk kvinde undrede sig over, at vi smed en masse god mad ud.

Det eneste der var galt med gulerødderne, yoghurten, mel og gryn var at de havde overskredet sidste salgsdato. De fejlede egentlig ikke rigtig noget.

Siden da har mange kokke og køkkenfolk både fortalt og vist, hvordan vi kan lave lækker mad ud af madrester, og undgår madspild.

Det har resulteret i bunker af nye kogebøger og madprogrammer.

Der er udviklet apps, så vi sammen kan rede maden fra skraldespanden.

Butikker og restauranter sælge den mad, som de ikke har fået solgt i løbet af dagen til spotpris.
Du skal bare lige selv gå hen til butikken eller restauranten og hente din pose med mad inden lukketid.

Supermarkederne har lavet pladser og kasser med Gule Prisskilte til mad, der er tæt på sidste salgsdato.

Der er god økonomi i at minimere madspild.

Så brug dine madrester.

De kan blive til nye og spændende madretter,

og vupti – lige pludselig har du også sparet lidt på dit husholdningsbudget.

Alt sammen spændende, tillokkende og nyt

– eller er det nu også det?

Er det ikke bare god, gammeldags snusfornuft, som Matadors Laura brugte i sit køkken hos Varnæs?

Den gang skulle god mad heller ikke gå til spilde.

Alt på grisen skulle på en eller anden måde blive til lækker mad.

Fra en klog russisk kvinde til en klog grønlandsk kvinde.

I Aasiaat, en by i Diskobugten, har Dorthe Kjeldsen boet i 30 år sammen med sin mand Jens.

De 2 har sejlet gennem Nordvestpassagen i deres sejlbåd “Killua” ud til de små øer i Stillehavet.

Det var 4. gang, at Jens og Dorthe stak til søs, fordi de synes det er livsbekræftende at sejle ud og opleve verden.

Grunden til at de valgte at lade turen gå gennem Nordvestpassagen, er fordi den tur er sagnomspunden.

Inuitterne brugte den rute for over 100 år siden, da de rejste fra Canada til Grønland.

På den tur er Dorthe blevet den første grønlandske kvinde, som har sejlet igennem Nordvestpassagen.

Derfor blev hun også valgt til Årets Kvinde i Grønland i 2020. Hun blev indstillet til prisen, fordi hun både er sej og beskeden.

Hun er et godt forbillede for kvinder, fordi hun viser, at man kan, hvad man vil.

Jens Kjeldsens barndomsven, filmmanden Erik Peitersen, påmønstrede Kjeldsens båd “Killua” i Aasiaat inden afrejse mod Nordvestpassagen.

Turen var planlagt til at tage ca. 3 måneder.

Det betød, at de skulle have proviant nok med, så de ikke også skulle bekymre sig om maden, hvis de sad fast i isen undervejs.

Vind, strøm og bølger er også noget som sejlere har respekt for. Det kan gøre det umuligt for dem at komme i havn og proviantere.

Grønlandsk proviant

Forud for turen havde Dorthe samlet en masse grønlandsk proviant.

Det bliver den grønlandske mad kaldt.

Det er god solid grønlandsk mad som moskus- og rensdyrkød, sæl og fisk.

Mad som man gennem generationer har spist sig glad og mæt i.

Peitersen fik smagsprøver på provianten, da han kom om bord på Killua, som velkomst.

Bl.a. skulle han smage mattak (hvalhud). Det er en lækker grønlandsk delikatesse – og det smager skønt.

Til Peitersens overraskelse er mattak meget rent i smagen, lidt i stil med østers og sushi.

Mæt og tilfreds konstaterede Peitersen, at det er godt at se, at ALT på en sæl bliver brugt.

Altså både kød, spæk og indvolde. Alt kan spises. Ingen madspild her.

Kløerne bliver til spændende smykker og Sælskindet bliver til smukt tøj og skønne sko.

Sådan er det, og sådan har det altid været.

Alt bliver brugt på en sæl.

Det er sund fornuft.

På den måde undgår man madspild

– og sådan har man gjort i mange generationer i Grønland.

Hvis du vil se (gense) Kjeldsens og Peitersens tur på oceanerne, kan du finder alle udsendelserne på dr.tv.

Manden bag en smuk kollektion haute couture i sælskind hedder

Jørgen Simonsen og er vokset op i  Struer.

Han kalder kollektionen for “Iskrystalprinsessen – Vol II”.

Med den ønsker han at vise, hvor bredt et univers mode er.

Det er fransk haute couture i grønlandsk sælskind.

Kort sagt, det er imponerende håndværk.

På skræddersprog hedder fint tøj eller flotte dragter “silhuetter”.

Jørgen Simonsen har kreeret 5 styks silhuetter, hvor han flot viser, hvordan han har givet sælskind et nyt og elegant udtryk.

Det er imponerende hvordan Simonsen og syersker har tryllet det ret kraftige materiale, som sælskind er, om til luftige, flotte kreationer. Jeg vil elske at have dem på til næste vinter.

Verden rundt

Hans silhuetter og andre smukke kreationer er blevet vist rundt omkring i verden, fra Struer til Nuuk og fra Paris til Beijing, så de smukke kreationer er set og beundret af mange mennesker verden over,

Inden de kom ud på en jordomrejse blev de foreviget ved Isfjorden af supermodellen Carmen Kass.

Hun er en dygtig model, der samtidig bærer tøjet smukt.

Jeg elsker stiletter, men på isen foretrækker jeg klart mine sælskindsstøvler.

De giver en tryg og rar følelse af at stå godt fast og komme sikkert frem både på is og sne.

Iskrystalprinsessen vol. II

Som sagt kalder Jørgen Simonsen sin udstilling “Iskrystalprinsessen vol II”.

Han ønsker at vise, hvor bredt et univers mode er.

Den er et forsøg på at forstå, hvad der sker, når en designer inspireres.

• Hvad gør det ved den kultur som han inspireres af?
• Hvad sker der ved de udtryk, som fødes af inspirationen?

Dragterne er inspireret både af den grønlandske nationaldragt og af bikerkulturen.
Der både en bukserdragt, en spadserdragt, en frakke, en lang kjole med slæb og så corsagekjolen.

Alt sammen syet i det blødeste og blanke sælskind.

Det var stort tøj syet på allerfineste skræddermanér i samarbejde med Jørgen Simonsen i Paris, systuen Kittat i Nuuk, nationaldragtsskolen i Sisimiut og syersker i Istanbul.

Det var en dejlig oplevelse at se bæredygtigt sælskind omsat til ægte parisermodeller.

Min allerstørste og varmeste kompliment til createuren Jørgen Simonsen og alle de dygtige syerske, som har assisteret ham i arbejdet med Iskrystalprinsessen vol. II

De har i fællesskabet skabt både mode og kunsthåndværk i sælskind.

Det er intet mindre end Haute Couture i Sælskind,

og det er en fornøjelse at se på og blive inspireret af.

Hvis du vil læse om, hvordan Jørgen Simonsen blev introduceret til sælskind, og hvilke andre kreationer han har arbejdet med, så læs mere på bloggen.

Måske du vil synes om at om historien bag Isprinsessen – vol. II

“Iskrystalprinsessen” – det kunne lyde som titlen på et eventyr af H.C. Andersen, ikk’?

– men det er det ikke!

Nu skal du høre historien om “Iskrystalprinsessen” af Jørgen Simonsen

Det er fortællingen om, hvordan designeren Jørgen Simonsen har bygget bro mellem fransk haute couture og livet i Grønland.

Barndommen i Struer.

Jørgen er født og opvokset i den jyske muld – i Struer helt præcist.

Dér havde han en rigtig god veninde i skolen som hed Ann. Hun var grønlænder.

Ann havde lært at lave håndarbejde hjemme hos sin bedstemor, for bedstemoderen kendte til alle de gamle grønlandske håndarbejds-traditioner og teknikker, som man bl.a. bruger til kvindernes smukke nationaldragt.

Jørgen var meget betaget af alt det, som Ann og hendes bedstemor kunne med nål og tråd.

Bedstemoderen lærte Ann respekt for håndarbejde og stoltheden over at kunne skabe noget med sine hænder. På den måde videregav bedstemoderen helt naturligt både en kunnen og en kulturarv til Ann.

Mod Paris – byen med tøjkultur.

Håndarbejdet fascinerede Jørgen så meget, at han som 18-årig bestilte en enkeltbillet til Paris.

Han ville til Paris og lære at lave smukt tøj.

Hans mål var at få en designkarriere.

Paris er byen hvor generationers sans for smukt tøj og god stil er samlet på et sted.

Derfor var det helt rigtig sted Jørgen valgte at tage til med bagagen fyldt op med drømme om at skabe flot tøj i skønne materialer.

Jørgen blev uddannet designer fra Paris og arbejdede for mange berømte og dygtige modehus.

Hele tiden huskede han på den inspiration, som han havde fået hjemme hos sin barndomsveninde Ann og hendes bedstemor, og alt det han havde lært om at holde af godt håndarbejde.

75 tegninger – for sin egen fornøjelses skyld.

Kollektionen kaldte han for “Iskrystalprinsessen”

En af kjolerne er inspireret af gamle grønlandske iskort.

Jørgen havde brugt timer på at studere de gamle kort på nationalbiblioteket i Paris.
Kortene er så gamle og fine, at han måtte have hvide bomuldshandsker på, når han skulle kigge i dem.

Al inspirationen blandede han op med fri fantasi og fik skabt nogle imponerende smukke skitser, som senere blev til kjoler, og de blev set og beundret på catwalken.

Alle kjolerne er syet af sælskind og har tydelige referencer til den grønlandske nationaldragt.

Et mord ændrede Jørgens liv.

En morgen i juli 1998 havde Gianni Versace været nede i den lokale kiosk for at hente sine morgenaviser som sædvanligt.

På vej hjem – lige uden for sin port – blev han brutalt myrdet. Nu manglede det italienske modehus Versace en chefdesigner.

Hans søster, Donatella, ledte efter en, som kunne løfte arven fra hendes broder og føre modehuset videre.

Jørgen blev inviteret til Italien af Donatella.

I bagagen havde han sine skitser til “Iskrystalprinsessen”, som han ville vise Donatella.
Hun blev så begejstret for dem, at hun valgte 20 skitser ud.

Jørgen fik besked på at starte dagen efter i jobbet som chefdesigner for Versace.

“Iskrystalprinsessen” blev startskudet til Atelier Versaces første Haute Couture kollektion efter at Gianne Versace’ brutale bortgang.

I samarbejde med huset dygtige personale fik Jørgen fremtryllet en imponerende smuk kollektion i sælskind med Grønland som inspirationskilde. Den blev positivt modtaget alle vegne.

20 år senere: Iskrystalprinsessen rejste ud i verden.

Ca. 20 år senere fulgte Jørgen op på sin smukke kollektion “Iskrystalprinsessen”.

I 2016 var Jørgen for første gang på besøg i Grønland.

I samarbejde med NAPA –  Nordens Institut i Grønland – systuen Kittat i Nuuk, Nationaldragtsskolen i Sisimiut og National Museet i Nuuk fik de lavet 5 nye silhuetter (dragter) primært i sælskind til hans kollektion “Iskrystalprinsessen”, som nu hedder Iskrystalprinsessen – vol. II”.

“Iskrystalprinsessen” kom på på turné.

Fortællingen om “Iskrystalprinsessen – vol. II” bliver fortalt  i skind, nål og tråd og blev vist frem.

Iskrystalprinsessen begyndte sin rejse i Nuuk.

Derefter gik turen videre til på tur til Stockholm, Paris, København, Struer, Karasjok (Norge), Reykjavik og Thorshavn, hvor den er blevet beundret.

Missionen for “Iskrystalprinsessen – Vol II”

“Iskrystalprinsessen – vol II” er et forsøg på at forstå, hvad der sker, når en modedesigner inspireres.

Hvad gør det ved den kultur, som han inspireres af?

Hvad sker der med det udtryk, som fødes af inspirationen?

At tillade inspiration er designerens eksistensgrundlag, mener Jørgen.

Kulturhistorien i ethvert samfund er altid under udvikling.

I et lille samfund som det grønlandske er det særligt vigtigt, at udviklingen finder rum i nye udtryk, der når ud over landets grænser og indbyder omverdenen til dialog.

Det er Jørgens kollektion et flot bevis på.

Måske du også vil læse, hvad der skete, da “Iskrystalprinsessen – Vol II “kom til Grønland.

Hvis du en dag skulle være så heldig at kommer til Kangerlussuaq (“Sønderstrømfjord”, som man kan flyve direkte til fra København), skulle du gå en tur i fjeldet.

Ud over at nyde den smukke natur og friske luft, kan du også være heldig at se moskusokser, rensdyr og mange forskellige fugle, der lever vildt i fjeldet.

Når moskusokserne skifter fra vinterpels til ”sommerfrakke” og omvendt, fælder de deres uld i store totter, på samme måde som langhårede hunde gør.

Derfor er det muligt at finde uldtotter rundt i fjeldet, hvor moskusokserne færdes.
Uldtotterne hænger på grene, krat og fjeld.
Så det eneste ud skal gøre, er at bøje sig ned og ”plukke” ulden, når du er på fjeldtur.

Hvad gør moskusuld så specielt – og dyrt?

I en af udsendelserne ”Nak og Æd”, et kombineret mad- og jagtprogram med naturmanden Jørgen Skouboe og kokken Nikolaj Kirk på Danmarks Radio, gik turen med gevær og kogegrej til Kangerlussuaq i Grønland.

Deres mission var at nedlægge en moskusokse og derefter tilberede en lækker ret mad i det fri af kødet.

Da de efter en lang og god jagtdag står ved den nedlagte moskusokse i sne og solskin, udbryder Jørgen:

“det eneste som jeg skal have med hjem er moskusulden, for den er verdens bedste uld”.

Hvad i al verden får en mand med hang til jagt til at tale om moskusuld, når han netop har nedlagt det ønskede byttedyr?

Moskusuld er et eksklusivt produkt

Fakta er, at moskusgarn er et eksklusivt produkt, som stammer fra moskusoksernes pels.

Som allerede nævnt lever de i fjeldet, og man kan støde på større eller mindre flokke forskellige steder i Grønland.

Moskusgarn er noget af verdens blødeste garn

Det kradser overhovedet ikke, når man har det på, heller ikke selv om man bærer det direkte på huden.

Det føles behageligt varmt og blødt, lidt à la et kærtegn, når man bære tøj af moskusuld

Det kan tåle at blive vasket og tørret uden at det filtre, fordi fibrenes strukturer er meget små og fine.

Derudover siges det at være 8 gange varmere end chasmir

Moskusuld bare et biprodukt

Fangerne/jægerne er jo mest interesseret i at få skudt moskusoksen for at kunne komme hjem med kød til familien.

En moskusokse er et stort og tungt dyr, som er anstrengende at slæbe hjem.

Indtil for nyligt lod jægerne derfor de store skind ligge i fjeldet. Det vejer jo alt sammen, og jægerne er trætte efter en lang jagt.

Nu tager de gladelig skindene med og sælger dem til spinderierne, som møjsommeligt skiller den lange stride overuld fra den bløde fine underuld.

Fra fjeld til strikkekurv

Det er et kæmpe arbejde og en langsommelig affære at fremstille moskusgarn.

Meget af processen foregår ved hjælp af håndkraft, på et lysbord, og derfor bliver moskusuld så enormt dyrt.

Moskusokserne har ligesom 2 ”frakker” på, en langhåret, glat overuld, der består af tykke, stride hår, som når næsten helt ned til jorden. De lange overhår kan nemt blive 1 meter eller mere i længden.

Moskusoksens ”overfrakke” dækker dens ”undertrøje” som består af det blødeste og mest dunagtige uld.

Med den pels kan moskusoksen snildt være ude i kuldegrader helt ned til -50 uden at lade sig mærke med det. 

Til allersidst finkæmmes ulden med en pincet for at få de sidste urenheder og lange hår fra overulden helt fjernet fra den eftertragtede underuld.

Dernæst skal ulden vaskes, kartes og spindes inden at man får et fint og færdigt garnnøgle, der kan forvandles til det blødeste af det bløde og det varmeste af det varme uldtøj.

Derfor er moskusuld dyrt, eksklusivt og helt fantastisk uldgarn

Moskusuld i brug.

Nogle mennesker med gigt har opdaget at de får det bedre, når de går i tøj af moskusuld.

En af vores kunder, som har mange smerter i sine led pga gigt, har sagt, at:

“moskusuld holder hende varm på en hel anden måde end anden uldgarn gør.
Det varmer hendes knogler indefra”.

Derfor vælger hun moskusuld til at holde sine håndled og skuldre varme, sommer som vinter.

Moskusuld også et hit til babytøj, fordi det er dunagtigt og blødt,

og dem som synes at almindelig uld kradser, vil knuse elske moskusuld af samme grund.

Det spørgsmål fik jeg, da jeg deltog i julemarkedet på byens Industrimuseeum.

På et tidspunkt bemærkede jeg en ung kvinde et stykke væk fra min stand. Hun kiggede nysgerrigt over på mine varer.

Da der ikke var så mange mennesker, kom hun over til mig. Hun smilede og lod hånden kærtegne et par luffer i sælskind med en flot hvid pelskant.

Forsigtigt spurgte hun, “Kan man godt tillade sig at gå i sådan noget?”

–  Altså sælskindsluffer.

Hun var født og opvokset i Tyskland, men kærligheden havde fået hende til Danmark, hvor hun nu arbejder og bor sammen med sin kæreste.

Det var første gang, at hun så sælskind.

Mens hun holdt et par bløde, varme sælskindsluffer i hænderne, fik vi en god snak om pels.

---

Der findes mange stærke holdninger i mod brug af pels, og mange måde at give udtryk for dem på.

Den tyske unge kvinde og jeg blev hurtigt enige om, at ingen af os ønsker at være med til at ødelægge naturen eller pine dyr, bare for at kunne gå i pels.

Vi var også enige om, at ingen af os kan lide at fryse om vinteren. Så finder vi det varme tøj frem. Desværre er det bare ikke altid nok til at holde kulden fra kroppen.

Pels har i generationer været god vinterbeklædning.

Sælskind er et praktisk materiale med mange gode egenskaber:

• skindets bagside er tykt og vindtæt.

• skindets forside er dækket af et lag bløde hår, ofte er hårene hule og luftfyldte. Det gør, at de isolerer godt mod kulden.

• Sne og is kan let fjernes fra det bløde lag hår. Det er kun pelsen (forsiden) som bliver våd i snevejr.  Selve skindet (bagsiden) er tør og tæt.

• Når man har skindtøj på har man det varmt, godt og tørt, selv om det er koldt og vådt.

I Grønland er der en lang tradition for at gå i sælskindstøj, fordi skind er et godt og praktisk materiale, når det er koldt.

Egentlig er sælskind bare et biprodukt.

Den egentlige grund til at fange en sæl er, fordi der skal mad på bordet.
Tidligere betød en god fangst overlevelse for både en familie og et lokalsamfund.

Der var en gang hvor en sæl gav en familie:

• mad på bordet (kød og indvolde) i et område, hvor man ikke kan dyrke grøntsager,

• lys (spækket blev brugt til at give lys i tranlamperne i gamle dage),

• smykker (klørene kan blive til de mest fantastiske smykker),

• legetøj og husflid (knoglerne kan bruges til mange sjove ting)

• og tøj (skindet bliver til praktisk og smukt skindtøj og støvler).

• Resterne blev brugt til hundefoder.

I dag er det ikke længere en livsnødvendighed, at fangeren kommer hjem med en sæl.

Men når der kommer sæl hjem bruges hele sælen stadigvæk på forskellige måder.

De grønlandske fangere lærer stadigvæk at bruge naturen med respekt for fremtidige generationer og fanger sæler på en bæredygtig måde.

Derfor har Grønland formelt fået lov af EU til at sælge deres sælskind.

Iflg. Verdensnaturfonden (WWH) kan de grønlandske fangere fange 3 gange så mange sæler, som de gør i øjeblikket, uden at det ville have en negativ påvirkning på bestanden.

Biproduktet “sælskind” bliver renset og solgt videre til Great Greenland.

Gennem en lang proces fremstiller de smukke skind. De bliver til skønne pelssager, som vi kan bruge med god samvittighed.

Derfor:

Brug sælskind med stolthed og god samvittighed.

Husk hele sælen bruges.

Sælskind skaber liv i et lokalsamfund højt mod nord.

Fortæl den gode historie til dem, som af mange forståelige grunde har en skeptisk holding til pels.

Hvorfor ødelægge en kultur, som har vist, at det kan være muligt at bruge skind på en naturlig og bæredygtig måde?

Hvorfor ikke bakke op om den indsats inuitterne gør højt mod nord for at passe på naturen?

På den måde kan vi både gå elegant, varmt og godt klædt på samtidig med, at vi har en god samvittighed.

---

Den unge tyske kvinde stod lidt og betragtede de bløde sælskindsluffer med et varmt blik.

Så udbrød hun pludseligt:

“Sælskind er jo sympatisk skind!”

–  og nu ved du hvad hun ønsker sig til jul……..

Dyrevelfærd – hvad betyder det, tænker nogle måske

Organisationen Dyrenes Beskyttelse har lavet en definition på det ord og mener:

“at alle dyr bør have adgang til det fri, kunne mærke frisk luft, sollys og græs”.

og ved du hva’?

Det er sådan, at sælerne i havet om Grønland har det,

OK, de spiser ikke græs, men rejer,

og de bruger hele dagen på at svømmer frit rundt i havet for at finde deres mad, mens de bruger deres muskler, sanser og hjerne.

En sæl svømmer selv rundt i havet for at finde sin mad,

og den har travlt, hvis den skal blive mæt hver dag.

En enkelt sæl spiser 7 kg fisk om dagen – på et år kan det løbe op til ca. 2 tons fisk og krebsdyr pr. sæl.

Er sælernes liv dyrevelfærd på 1. klasse?

Det ser sådan ud i følge Dyrenes Beskyttelse.

Grønlands Selvstyres Fangst- og Jagtafdeling, har ved hjælp fra biologer og fangere fortalt, at der  svømmer omkring 15 – 16 millioner sæler rundet havet omkring Grønland.

Sælerne får lov til at leve i det fri, indtil de bliver fanget af en dygtig fanger.

Det er professionelle og erfarne folk som fanger sæler.

De gør det ikke for sjov, men for at få mad med hjem.

I 2016 fangede de grønlandske fangere 121.000 sæler ud af 15 – 16 mio. sæler i Grønland.

Kan vi  kalder det rovdrift på naturen??

Sælskindet tager fangerne også med hjem. Det bliver ikke efterladt i naturen for at rådne op.

Sælskindet er bonus-fangsten.

Det indhandler fangerne til Great Greenland.

Der forarbejder man skindene på ansvarsbevist og bæredygtig måde, så vi kan lave tøj og sko af de smukke sælskind med god samvittighed.

Sælfangst er bæredygtig jagt.

Dyrene får lov til at leve et godt liv i det fri på hel naturligvis.

Sælskind er et bæredygtigt materiale til tøj og sko.

I Grønland jager fangerene med respekt for naturen og fremtidige generationer.
Der skal også være mad til dem, når de skal forsøger deres familier.

Sælen er ikke en truet dyreart –

hverken i Danmark eller Arktisk.

Pudsigt nok er sælen i de danske farvande blevet en trussel for fiskene –  og dermed vores aftensmad –  hvis altså ikke at vi gøre lige som i Grønland og spiser både sæl og fisk.

På den måde får man en god og varieret kost samtidig med at man får smukke skind som kan forarbejdes til bæredygtigt tøj og sko.

Naturen skal plejes og passes på –

det er vores pligt.

Derfor må vi give den en hånd med respekt for både vores jord og fremtidige generationer af dyr og mennesker.

Helt ærligt:

Er det ikke bedre at fange og spise et dyr, som har levet et aktivt liv i det fri?

Du ved, sådan på ægte økologisk vis med masser af plads at boltre sig på og uden at få mad med penicillin og tilsætningsstoffer frem for et dyr som er født i fangenskab –  i et bur udelukkende mhp at blive brugt til avl og kødproduktion?

Kødet har en naturlig sund farve og er fri for rester af penicillin, så du ikke behøver at være bange for at blive resistent overfor penicillin eller andet.

Det giver dig en god samvittighed, når du spiser kødet og bruger skindet.

Det er sidegevinsten ved Dyrevelfærd på 1. klasse.

Forkølelse og kolde fødder – kan det passe?

Altså både ja og nej.

Nej fordi: Forkølelsesvirus kommer ikke ind i kroppen gennem fødderne.

Ja fordi: Forkølelsesvirus sniger sig ind gennem slimhinderne i din næse og mund – især når du fryser.

Så har vi balladen med snue, nysen og tungt hoved, mens vi febrilsk leder efter næste pakke Kleenex og haster ned på apoteket

og hvordan får man sig så en forkølelse?

Dine slimhinder i din næse og svælg har bare været kolde på det forkerte tidspunkt, det lyder enkelt, ikk’?

Når slimhinderne i din næse og svælg bliver kolde, måske fordi du fryser en ganske lille smule,  kommer der ikke så meget blod ud til dem.

Vi er så genialt sat sammen, at hvis vi fryser bare ganske lidt, så suser blodet straks afsted til de mere vitale dele af vores krop for at passe på dem frem for at holde tæer, fingre og næsetip varme.

I blodet har vi antistoffer eller immunceller/hvide blodlegemer, som er klar til at jage vira væk med det samme, de sniger sig inden for i vores system.

Vi kan sige, at dit forsvar i næsen var lidt lammet. Derfor fik du reddet dig nok en forkølelse.

Den trælse vintersnue.

Vi bliver oftere forkølet om vinteren end om sommeren, ganske enkelte fordi vi opholder os mere indenfor, når det er mørkt uden for.

Derinde i den lune stue er mængden af vira meget mere koncentreret.

Vi er ofte tættere på hinanden indendørs, og der bliver måske ikke lige helt så meget og heftigt ud som om sommeren, når det er varmt og solen skinner.

Altså:

når der er mange vira i luften, og du fryser en ganske lille bitte smule om fødderne, er sandsynligheden for at rage en genstridig forkølelse til sig noget større end ellers.

Summasumarum:

Du bliver ikke forkølet af at have kolde fødder, for forkølelsesvirus kommer ikke ind i kroppen gennem fødderne.

Men vira har lettere ved at smutte ind i dine luftveje, når det er koldt, fordi blodet trækker sig væk fra arme og ben. Det skal tilbage til kroppen og passe på vores vitale indre organer.

Hjerte, lunger, lever, hjerne osv. holder vores krop i gang, og de har brug for at blodet kan strømme igennem dem og aflevere ilt samt fjerne affaldsstoffer.

Tæer og fingre derimod har ikke helt de samme krav til at få blod ud til spidserne, som organerne har.

Derfor trækker blodet sig væk fra ben og arme, når vi fryser, og koncentrerer sig om at servicere selve kroppen.

Altså;
jeg beklager, men din mor har ret …….. igen.

Du bliver nødt til at hoppe i et par gode strømper, hjemmesko eller noget ordentligt fodtøj, der kan isolere godt mod kulden, hvis du vil undgå snue, nysen og bunker af brugte Kleenex.

Mangler du lidt inspiration til hvordan du kan holde dine kolde fødder varme?

Lad mig vise dig et par lækre hjemmesko eller gode støvler – eller kik nærmere her.

Alt sammen lækkerier i grønlandsk sælskind.

Pels er et godt og vindtæt materiale.

Derfor er det også godt til lunt fodtøj, så du kan holde fødderne varme og forkølelsen på afstand.

Lige et advarende ord til sidst

Der kan godt kan være andre og måske mere alvorlige årsager til at dine fødder er kolde. Der er du nødt til at smutte forbi dit lægehus – det ved de meget mere om.

Så ring til den søde sekretær og få en aftale hos den kvikke læge, hvis du synes at dine fødder er lige lovlig kolde hele tiden.

Harald og Tone Bergseth er et par gæve nordmænd.

For nogle år siden fik de en vild ide.

For at gennemføre den plan måtte de bruge mellem 10 – 20 timer i træningslokalet hver uge, ud over deres lange weekender på fjeldet.

De har en fælles passion, som har ført dem op til nogle af verdens højeste tinder.

De har sammen besteget Kilimanjaro (5895 meter højt) i Tanzania og Acaoncagua i Argentina, som er på 6962 meter.

I 2015 gjorde de et forsøg på at bestige Mount Everest,

men den tur blev ikke uden drama og dødsangst.

Undervejs fik Tone en løs plombe i sin ene tand og måtte flyves ned i dalen for at blive behandlet hos den lokale tandlæge.

Betændelse i en tand er ikke noget at spøge med i højderne, for der er ikke særlig langt fra tand til hjerne.

Hendes tand blev behandlet, og Tone kom tilbage til Harald. Sammen kunne de fortsætte turen op ad bjerget.

MEN:

Et kraftigt jordskælv til 7,8 på Richter skalaen satte en brat stopper for deres tur.

De fortæller, hvordan de efter at have spist forkost så at sne, is og tåge kom rullende ned ad fjeldsiden mod deres camp.

De troede at deres sidste time var kommet.

Tone søgte ly bag teltet, og Harald løb alt hvad han kunne fra stedet.

Da dramatikken havde lagt sig, var 19 personer omkommet og mange hårdt såret.

Mount Everest blev lukket af og de måtte opgive at nå toppen.

De tog hjem, taknemmelige for at være i live og med en påmindelse om, at naturen giver meget, men kan tage alt tilbage på få sekunder.

I 2017 gjorde de et nyt forsøg

på at blive verdens ældste ægtepar, som sammen har nået verdens højeste punkt,

og det lykkedes for dem.

For at det ikke skal være løgn, så planlægger de seje bedsteforældre igen en ekspeditionstur til Det Store Bjerg i 2025.

Du kan læse mere om deres planer her – på deres hjemmeside

Deres tur kunne naturligvis ikke gøres uden sponsorater.

En af deres sponsoraftaler var med norske “Topaz”, som laver nogle af de sælskindsstøvler Sikamut forhandler.

Topaz havde udstyret parret med sådan et par støvler her.

“Selskinns-støvlerne var snakkis på hele turen“

fortalte parret da de kom tilbage til Norge

(“Snakkis” er et norsk udtryk for et varmt samtaleemne).

Tænk lige over:

De folk som kastede hede blikke efter Tone og Leifs sælskindsstøvler er professionelle klatrere.

De var imponerede over deres støvler i grønlandsk sælskind og lammeskind.

Deres misundelige blikke og bemærkninger, tager jeg som et kæmpe kvalitetsstempel af et par skønne vinterstøvler, for de folk ved om nogle, hvad gode støvler skal kunne.

Hos Sikamut er vi pave-stolte over at kunne forhandle den slags støvler

Hvis du vil, kan du også få sådan et par sælskindsstøvler,

– nu har du i hvert fald en sjov historie om dem.